TUREN GÅR TIL ROM

newPic_4527_jpg_637364a

I weekenden fejrede vi Henriks 30 års fødselsdag, og i den forbindelse havde vores venner gået sammen om at give os flybilletter til Rom – gode venner ikke? :) Så vi rejser om få uger, og bliver dernede fra fredag formiddag til søndag aften. Det er efterhånden 15 år siden jeg sidst var i Rom, og jeg kender derfor ikke byen særlig godt. Vi har dog forhørt os lidt omkring, og flere har anbefalet os at bo i området omkring Navona Pladsen, da det er et charmerende område, som også ligger centralt ift. de fleste attraktioner. Min veninde anbefalede desuden at bestille overnatning via Airbnb, hvor man generelt får meget for pengene, da det ofte er private som udlejer deres hjem. Derinde fandt jeg en lille nyistandsat penthouse lejlighed 100 m. fra Navona Pladsen til samme pris som et værelse på et trestjernet hotel, og nu er lejligheden booket til os. :) Vi skal dog selv stå for morgenmad, men til gengæld har vi det hele for os selv, og rengøringen er der styr på.

Nå, men tilbage til det jeg egentlig ville med det her indlæg. Nemlig spørge jer læsere, om der er nogen der har nogle anbefalinger til, hvad man skal se, hvor man skal spise og andre gode tips til når man er i Rom. De vil blive modtaget med kyshånd! Vi har desuden allerede købt Lonely Planets bog om Rom, samt Spis med Anders Grøndahl i Rom, som skulle være god til alle os foodies, der ikke kan få nok af god mad. :)

Reklamer
Udgivet i Hverdagsting | 4 kommentarer

KYLLING I KARRY

Mit første tegn på genopståen her på bloggen (efter ugers stilhed), bliver med en opskrift på kylling i karry. Ikke super originalt eller opsigtsvækkende, men ikke desto mindre så smager den skønt på en kølig efterårsdag, og er desuden super sund. I stedet for ris, serverede jeg ovnbagt blomkål og kikærter med inspiration herfra. Karrysaucen er fyldt med rodfrugter, hvilket betød at jeg slet ikke skulle jævne den, og sammen med kokosmælken gav de en lækker og fyldig smag til saucen.

20131107_124415.jpg

Kylling i karry – til fire personer

  • 3 tsk mediumstærk karry
  • 2 løg
  • 2 gulerødder
  • 1 persillerod
  • 1 pastinak
  • 1 æble i tern
  • 500 g kylling – jeg brugte kyllingeoverlår uden ben, men brystfilet er også fint
  • 7 dl bouillon
  • 1 lille dåse kokosmælk (ca. 160 ml)
  • Salt og peber
  • Citronsaft
  • Pynt: Friske æbletern og persille (valgfrit)

Hak løg og rodfrugterne i mindre tern. Svits karry i en stor gryde, og tilsæt olie, de hakkede rodfrugter og æblestykkerne. Lad det svitse i ca. 5 minutter til løgene er klare.

Læg kyllingen ned i gryden til løgene, og lad den brune lidt af inden du hælder bouillon over den.  Lad det simre under låg i 20 min. til kyllingen er gennemstegt.

Tag kyllingen op, og læg den til side. Blend karrysaucen jævn, og tilsæt kokosmælk, og smag til med citronsaft, salt og peber.

Del kyllingen i trevler, og vendt dem i karrysaucen. Lad det koge lidt op, og server med lidt friske æblestykker og et drys persille.

Blomkål og kikærter i ovn – til fire personer

  • 1 blomkål i mindre buketter
  • 3 dl udblødte og kogte kikærter
  • 2 spsk karry
  • Salt og peber
  • Olivenolie
  • Rosiner
  • Græskarkerner eller solsikkekerner

Vend blomkål og kikærter med olie, karry, salt og peber, og fordel det på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt det i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 25-30 minutter til blomkålen er mør og lidt gylden i kanterne.

Hæld blomkålsblandingen i en skål, og drys med kerner og rosiner. Et lille drys feta er også lækkert, hvis retten skal stå alene, som fx en lun salat.

_____________________

Jeg har forresten fået afleveret mit speciale, og går nu og venter på min karakter. N.E.R.V.E.P.I.R.R.E.N.D.E. De sidste dage trak virkelig tænder ud, og jeg har aldrig oplevet stress på samme måde, som med denne opgave. De seneste måneder har jeg tabt en masse hår, hvilket i sig selv var meget stressende, og jeg har haft mareridt om alt muligt speciale-relateret som kunne gå galt. Nu er det heldigvis ovre, og jeg kan se fremad igen. I øvrigt viste det sig at være totalt anti-klimaks, da jeg afleverede specialet i Århus (ja, hvad havde jeg egentlig regnet med?), for jeg kom ind på et lille kontor, hvor en dame tog imod opgaven og hurtigt tjekkede at alle dokumenter var i orden. Så sagde hun helt neutralt “den sørger jeg for kommer frem til de rette. Tillykke.”, hvorefter hun vendte sig mod sin computer igen. Hvis jeg skal komme med en opfordring til alle specialekontorer, så må det være at de bør arbejde med at udvise lidt mere begejstring ved kommende specialeafleveringer. Gerne i stil med de blå personer i denne video. Det er jo trods alt et halvt års slid med op- og nedture for de flestes vedkommende. Desuden advokerer jeg også for fremtidig brug af konfetti i denne sammenhæng. Det mangler da bare! :)

Udgivet i Aftensmad, Hverdagsting | 2 kommentarer

MADPLAN

Som tidligere nævnt skyldes fraværet af bloggen mit studie, som jeg er ved at sætte et sidste punktum for. Dejligt, men også super skræmmende at opgive sin status som studerende med alt hvad det indebærer. Men nok om den snak. Jeg tænkte at det var lang tid siden, at jeg har delt en madplan her på bloggen, hvilket ikke skyldes at jeg ikke bruger madplaner længere, for det gør jeg. Jeg synes især det er en hjælp i en tid, hvor man har en masse andet der fylder i ens tanker. Så er det rart med lidt struktur på aftensmaden og indkøbene.

I denne uge ser madplanen således ud:

Mandag: Biksemad (med rester fra den glaserede skinke vi fik i weekenden)

Tirsdag: Chicken tortilla soup med bønner og friske majs

Onsdag: Rester fra tirsdag

Torsdag: Ravioli med en simpel tomatsauce og parmesanost (træningsaften, så det kræver let mad og lidt ekstra kulhydrater)

Fredag: Pariserbøf (Jeg har ikke spist sådan én med peberrod, kapers og hele pivtøjet i lang tid)

Lørdag: Peanutbutter chicken med ris og grøntsagsstænger ved siden af

Søndag: Endnu uvis, men eventuelt rester fra lørdag, eller også laver vi noget med de tykstegsbøffer, som p.t. ligger og frister inde i fryseren

Alle retterne er nogle jeg kan lave på under en halv time, og de kræver ikke det helt store indkøb, da jeg allerede har mange af tingene på lager. Det er væsentlige faktorer når man ikke har det store overskud til at handle ind og lave kompliceret mad. :)

I aften regner jeg med at vi tager ind til Halloween Tivoli. Det er nok mit yndlingstema i Tivoli, da jeg er vild med alle de smukke orange farver fra græskar og planter, og så er det også lidt (u)hyggeligt derinde. Håber at i også nyder efteråret og de eventuelle feriedage, som nogle af de heldige har i denne tid. :)

Udgivet i Madplan | Skriv en kommentar

TRAVLHED OG TAPAS

Nøj hvor bliver der ikke sagt meget fra min side for tiden. Eller ihvertfald ikke her på bloggen desværre. Det er dog ikke lysten til at blogge der mangler, men derimod den evige fjende; tiden. Jeg har tidligere nævnt at jeg er i gang med at skrive speciale, og det skal afleveres om en måneds tid. Selvom jeg holder tidsplanen, så ved jeg også at de kommende uger bliver hårde, for man skal aldrig undervurdere 80 siders rettearbejde. Pyha, får helt stress bare ved tanken… Men jeg har lovet mig selv at aftenerne (indtil videre) skal være specialefri, så der hygger vi os og slapper af, og aftensmaden bliver også stadigvæk prioriteret.

I morgen hiver jeg et par timer ud af kalenderen og smutter ind til Torvehallerne, for at handle lidt ind. Vi får nemlig nogle venner på besøg, som vi har bestilt en masse rødvin sammen med, og den rødvin skal jo både smages, og skylles ned med noget god mad.

Planen er at lave en omgang tapas, og indtil videre regner jeg med at servere:

  • Spanske skinker og pølser
  • Oliven og fyldte peberfrugter
  • Tapenader/pesto
  • Brød fra Lagkagehuset og dertil en god olivenolie og flagesalt
  • Saltmandler (hjemmelavede)
  • Dadler svøbt i bacon
  • Lakseruller med dildcreme
  • Salat med blåbær, friske figner, sugarsnaps og pærer
  • Ovnbagte kartoffelfritter
  • Spanske oste

Jeg var så heldig at finde granatæbler til 5 kr. pr. stk. i Rema 1000, så til dessert laver jeg Nigellas granatæbleis, som jeg tidligere har lavet med succes. Den tager kun 10 min. at røre sammen, og derefter kan den passe sig selv – uden ismaskine! Jeg regner med at anrette den lyserøde is i nogle høje cocktailglas, drysse nogle friske granatæblekerner ud over, og pynte den med glaskaramel.

Glæder mig allerede til det bliver fredag aften, hvor den bare skal have fuld skrue på hygge og sjov!

Udgivet i Hverdagsting | Skriv en kommentar

DRØMMER OM…

En espressomaskine! Og jeg har allerede fået øje på én, som ville passe helt perfekt ind i mit køkken. Det største problem er vist bare at vælge farven på dyret – og så finde en løsning på finansieringen, men det er vel blot en detalje? ;)

PicMonkey Collage.jpgDen kan bl.a. købes lige her, og findes i hele 9 farver, herunder én i stål. Så imens jeg drikker halvsløj kaffe fra mit termokrus på læsesalen, så drømmer jeg lidt om dagen hvor jeg kan smutte ud i køkkenet og brygge mig en ordentlig latté med lækkert mælkeskum og et dobbelt shot espresso! Indtil videre er jeg mest hooked på den røde, selvom jeg normalt ikke er til den farve. Men til sådan en lille italiener hører det sig næsten til at vælge den i Ferrari-farven. Maskinen hedder forresten Ascaso Dream. Og ja, jeg drømmer fortsat lidt videre. :)

Udgivet i Ønsketing | Skriv en kommentar

MADPLAN PLUS DET LØSE

20130908_135301

Så skete det igen. Tømmermænd. Af den onde slags, som kommer efter en hyggelig aften med gode venner, skøn mad, fantastiske franske og italienske rødvine, mousserende rosé og en sirupsagtig og lækker PX sherry. Da jeg lagde hovedet på puden kl. 02.30 vidste jeg godt, at søndagens aktivitetsniveau skulle være tæt på nulpunktet, og det mest aktive vi har planlagt i dag er en lille gåtur ned til stranden, tøjvask og handle lidt ind til næste uges madplan. Mine madplansindlæg er blevet mindre hyppige, men der har været mange gengangere på menukortet på det seneste, og det er jo ikke særligt inspirerende. Ude i højre side kan man dog klikke på kategorien “Madplaner” og se de tidligere, hvis det skulle have nogens interesse.

Den kommende uge er inspireret af comfort food, sæsonens råvarer og lidt tøm køleskabet/fryseren.

Mandag: Kylling i rød karry med kokosmælk, grøntsager og limeblade.

Tirsdag: Spiser hos venner

Onsdag: Risotto med kantareller og dertil hvid fisk – afhænger af hvad fiskemanden kan anbefale

Torsdag: Græskarsuppe med karry, kokosmælk, cayenneolie og lækkert brød

Fredag: Blåmuslinger med hvidvin, fløde, chili og masser af krydderurter – enten med mere brød eller grove ovnbagte fritter

Lørdag og søndag lader vi stå åben, så der også er plads til lidt impulsivitet. Overvejer dog at lave en lækker simreret, såsom denne eller denne, og måske invitere nogle venner over til spilleaften  :)

Må I alle have en fortsat dejlig søndag!

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

EFTERÅRSFORNEMMELSER

Er det bare mig, eller er efteråret langsomt begyndt at snige sig ind på os? Jeg har pludselig lyst til spicy græskarsuppe, stearinlys om aftenen og varme strikketrøjer. Jeg nyder også at tage et tykt tæppe og en kop te med ud på altanen, hvor jeg nu kan læse nyheder på iPad’en uden at solen kommer i vejen, og hvor jeg bedre kan koncentrere mig når varmen ikke driller. Det er faktisk slet ikke så dumt at bo i et land med skiftende årstider (spørg mig i januar, og svaret er nok et andet).

Forleden fik jeg lyst til en æblekage med syrlige æbler vendt i rørsukker og kanel, og derefter overhældt med en sød og blød dej. Serveret lun og dampende med en kold klat vaniljerørt cremefraiche. Så sådan en lavede jeg, og den var skøn!

20130812_173056Opskriften fandt jeg inde hos Lone Landmand, som laver nogle af de herligste opskrifter i Blogland. Ikke af den slags uden smør og sukker, men den slags som man bliver glad af. Og det er nu engang den bedste slags opskrifter. :) Jeg ændrede ikke noget på den, så derfor ser jeg ikke nogen grund til at gentage den herinde. Men du finder den her.

Udgivet i Desserter og kager | 3 kommentarer