HINDBÆRSNITTER Á LA MEYERS

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er stærkt forfalden til Meyers brød og kager, og ikke mindst hans hindbærsnitter er efterhånden blevet en fast bestanddel af min shopping i Magasin. Men i går skulle være dagen, hvor jeg endelig lavede min første hindbærsnitte, og det blev selvfølgelig efter Meyers opskrift. Der kan stadigvæk finpudses lidt på den, men hold op hvor var den lækker! Sprød og blød, saftig og knasende. Jeg brugte en hindbærmarmelade fra Frk. Anna og dryssede snitterne med groft demerasukker. Sidstnævnte kunne jeg godt have været lidt mere rundhåndet med, hvis de skulle ligne dem man køber i bageriet på en prik, men derudover lignede og smagte den præcis som de købte. Jeg var lidt doven, så i stedet for at smutte og blende mandlerne, så erstattede jeg det med marcipan, og skar en smule ned på sukkeret, og jeg tvivler på at det gjorde dem ringere.

Jeg kan kun anbefale alle at prøve disse snitter, og nej, man behøver ikke glasur. ;)

Opskriften passer til ca. 16 snitter

  • 375 g hvedemel
  • 180 g sukker
  • 60 g marcipan
  • Kornene af ½ stang vanille
  • 275 g blødt smør
  • 1 æg til dejen, og 1 æg pisket til at pensle med
  • Grov demara rørsukker til at drysse med

Til fyld – ca. 300 g god hindbærmarmelade.

Hvedemel, sukker, marcipan og vanillekorn røres sammen i en stor skål. Smørret hakkes i mindre stykker og blandes med de tørre ingredienser. Tilsæt ægget og saml dejen hurtigt, men sørg for at den er ensartet.

Dejen deles i to lige store portioner. Rul hver halvdel ud til en firkantet skive på ca. 24 cm mellem to stykker bagepapir. Dejen skal være ca. 3 mm tynd. Læg de to dejplader fladt i køleskabet og lad dem hvile i ca. en time.

Herefter tages den ene dejplade ud og det øverste stykke bagepapir fjernes forsigtigt. Pensl med æg i ca. 1 cm tyk stribe hele vejen langs kanten. Fordel derefter syltetøjet jævnt på dejen indenfor ægge-striben. Tag den anden dejplade ud af køleskabet og fjern det øverste bagepapir. Læg forsigtigt dejen ovenpå den anden, og tryk forsigtigt på midten og langs kanterne, så syltetøjet ikke kan løbe ud under bagningen.

Pensl hele overfladen med æg. Prik derefter huller i overfladen med en gaffel, og drys med demerasukker.

Bag hindbærsnitterne i en forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 25 min. til de er gyldne.

Lad hindbærsnitterne køle helt af inden du skærer dem ud i firkanter. Skær evt. også kanterne lidt til, og nyd dem alene eller med en du holder af. :)

Note: De er bedst på selve dagen, da de bliver lidt bløde på 2. dagen. 

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Desserter og kager. Bogmærk permalinket.

4 svar til HINDBÆRSNITTER Á LA MEYERS

  1. newyorkerbyheart siger:

    Uhmm, i min verden gør marcipan bare alting bedre (i det søde køkken altså ;-)). Jeg er overhovedet ikke vild med glasur, så disse er lige noget for mig.

    Mange hilsner
    Birthe

  2. Nemlig Birthe, marcipan er en genial opfindelse! :) Jeg er heller ikke så vild med glasur, for det bliver tit alt for sødt. Så jeg kan helt sikkert anbefale disse snitter :)

  3. Pernille siger:

    Mm ser godt ud. Dem må jeg prøve en dag.. vi har jo ikke bare sådan lige adgang til Meyers kager og brød herover på fastlandet!

    • Nej, det er også for dårligt af ham Meyer. ;) Men godt at man kan lave det selv. Næste projekt bliver hans kanelsnurrer, for dem har jeg også købt en del af, og de er lækre! :)

Tak for dit besøg. Jeg bliver så glad når du lægger en kommentar.

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s