KANELKAGE

Den anden dag var jeg alene hjemme, og jeg fik pludselig lyst til kage. Den største udfordring var dog, at jeg ikke havde flere æg, og jeg gad ikke gå over at handle ind bare for én ting. Det siger lidt om, hvor doven jeg var den dag, for jeg bor kun ca. 15 skridt fra en Rema 1000. Men når man har planlagt en kage-bage-hjemmedag i sine natbukser og uden makeup, så skal der altså meget til at få mig til at ændre planer. ;-) Derfor gennemroede jeg diverse kogebøger, og fandt til sidst en krøllet, gammel papirlap, hvor der var nedkradset en opskrift på kanelkage – uden æg. Da kagen var bagt og jeg skulle i gang med glasuren opdagede jeg, at jeg ikke havde mere flormelis og kakaopulver, og noget af det bedste ved en kanelkage er jo glasuren. Så jeg endte alligevel med at gå ned i Rema – typisk, ikke?

Opskriften var dog beregnet til en stor bradepande, men af frygt for at gå i sukkerchok, besluttede jeg mig for at begrænse katastrofen ved at halvere portionen. Opskriften er super nem at lave, og jeg kunne forestille mig, at den er god at have i baghånden den dag ens børn kommer en sen aften, og fortæller at de skal have kage med til næste dag i skolen, og man ikke har flere æg.

I får opskriften i de originale mål, så den svarer til en af de store bradepander, der passer til ovnen:

  • 175 g smør eller margarine (jeg brugte 50/50)
  • 600 g sukker
  • 7 ½ dl kærnemælk
  • 600 g hvedemel
  • 6 tsk kanel
  • 3 tsk natron

Kaffeglasur:

  • 75 g smør
  • 375 g flormelis
  • 3 tsk vanillesukker
  • 6 spsk kakao
  • 5-6 spsk stærk kaffe (eller vand, hvis den skal være mere børnevenlig)

Smelt smørret og rør det med sukker. Tilsæt kærnemælk, og derefter mel, kanel og natron. Kom dejen i en smurt bradepande (eller brug bagepapir) og sæt kagen i ovnen ved 200 grader i ca. ½ time, eller til den er gylden og slipper en kødnål.

Kaffeglasur: Smelt smørret og tilsæt flormelis, vanillesukker og kakao. Rør kaffen i lidt efter lidt, til glasuren er tyk og cremet. Når kagen er afkølet smøres den med glasuren, og nydes i godt selskab – i dette tilfælde var det sammen med mine fire veninder; Carrie, Charlotte, Samantha og Miranda ;-)

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Desserter og kager. Bogmærk permalinket.

Tak for dit besøg. Jeg bliver så glad når du lægger en kommentar.

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s